Klagemuligheder
Vi kan ikke lære af vores fejl, hvis vi ikke får at vide, hvad der er sket, og hvad der er gået galt. Derfor er det en stor hjælp, hvis du fortæller os det.
Som patient eller pårørende har du tre muligheder, hvis der er sket noget, du ikke mener, burde være sket i kontakten med en akutlægehelikopter.
Du kan frit vælge mellem alle tre muligheder eller bruge den/dem, der passer til dig.
1. Klage
Hvis du ønsker at klage over en hændelse eller et forløb, har du to muligheder:
- Klag direkte til sekretariatet for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning
Hvis sekretariatet ikke mener, at de er rette myndighed til at behandle din klage, vil klagen blive sendt videre til det rette sted.
Send mail til sekretariatet - Klag til Styrelsen for Patientklager
Du kan klage til Styrelsen for Patientklager, hvis din klage omhandler den sundhedsfaglige behandling, du har modtaget, eller hvis du ikke mener, at dine rettigheder som patient er overholdt. Hvis du vil klage over den sundhedsfaglige behandling, skal du vælge, om du ønsker, at din kritik skal rettes mod behandlingsstedet eller mod en eller flere konkrete sundhedspersoner.
2. Utilsigtet hændelse
Rapporter en utilsigtet hændelse
Oplever du en hændelse, du ikke synes, skulle være sket, kan du rapportere den på hjemmesiden https://sundk.dk/uth. Vi bruger rapporteringen til at lære af vores fejl.
Hvordan er processen
Rapporterer du en utilsigtet hændelse, sendes din rapport til sekretariatet for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning. Her vil en medarbejder, der er ansat specielt til at behandle utilsigtede hændelser, modtage rapporten. Din rapport giver os mulighed for at overveje, hvad vi kan gøre for at undgå, at noget lignende sker i igen. Vi har tre måneder til at behandle og tage ved lære af din indrapporterede hændelse.
Anonym
Du kan selv vælge, om du vil være anonym eller oplyse dit navn.
Hvis du oplyser dit navn, bestræber vi os på, at du modtager et direkte svar fra os, når sagen er afsluttet.
3. Erstatning
Hvis du har fået en skade i forbindelse med en behandling, som du mener, at vi har været årsag til, kan du søge erstatning.
Der gælder særlige regler for, hvornår man har ret til erstatning.
Har du brug for hjælp?
Du er velkommen til at kontakte patientkontoret i din region. De kan give dig mere information om dine rettigheder, vejlede dig om dine klage- og erstatningsmuligheder og hjælpe dig med at udforme en klage eller en erstatningsansøgning.