Skader hos børn indbragt med ambulance eller akutlægehelikopter
Baggrund
Sundhedsstyrelsen vurderer, at der hvert år sker ca. 600 tilfælde af mistænkt fysisk eller psykisk vold mod børn i hele Danmark. Disse kaldes også for non-accidentielle skader, dvs. skader, som er opstået på andre måder end ved en ulykke. Det kan dog være særdeles vanskeligt for den enkelte læge at bedømme vægten af en sådan mistanke pga. sparsomme oplysninger, og dermed træffe beslutning om at igangsætte yderligere foranstaltninger for barnet. Ambulancepersonale har mulighed for at lave væsentlige observationer på skadestedet, hvilket kan være en stor hjælp for den modtagende hospitalslæge.
Formål
At opgøre forekomsten af non-accidentielle skader, hvortil der har været afsendt ambulance eller akutlægehelikopter. At undersøge hvilke observationer, der er gjort på skadestedet i disse tilfælde, hvor der har været rejst mistanke om påført skade.
Metode
Landsdækkende forskningsprojekt med dataudtræk fra Sundhedsdatastyrelsen og ambulancejournaler.
Samarbejde
Tværsektoriel forskergruppe fra flere kliniske fagområder; præhospital medicin, socialpædiatri og traumatologi/ortopædkirurgi.