Baggrund

Akut opstået skade på hjernevævet forårsaget af blodprop eller blødning i hjernen (stroke) skal behandles hurtigst muligt for at kunne redde patienten og dennes førlighed. Symptomerne på blodprop og blødning minder meget om hinanden, men behandlingerne er meget forskellige – og behandlingen af en blodprop må under ingen omstændigheder gives til en patient med blødning. Den præhospitale opgave er derfor hurtigt at identificere stroke, transportere patienten med højeste hastegrad og sikre korrekt initial visitation til et hospital, som kan varetage strokebehandlinger. En præhospital differentiering mellem stroke på baggrund af blødning eller blodprop vil potentielt kunne forkorte tiden inden behandling.

I præhospitalet er indført den landsdækkende symptombaserede score PreSS, der anvendes i kommunikationen med patienten for at be- eller afkræfte en strokemistanke, og for fund af strokes forårsaget af centrale blodpropper. Symptomscorerne brugt i PreSS differentierer endnu ikke mellem blødning og blodprop. Vi ønsker derfor med dette studie at undersøge, om GFAP kan differentiere mellem disse to stroke-typer.

Formål

Formålet med studiet er at undersøge, om tillæg af den neurospecifikke biomarkør GFAP kan forbedre den diagnostiske præcision af PreSS ved bedre at kunne differentiere mellem de forskellige undertyper af stroke og herved sikre hurtig og korrekt præhospital visitation, så risikoen for død og varige mén reduceres. Bedre præhospital diagnostik giver mulighed for rette patient til rette behandling i rette tid.

Metode

Studiet er et retrospektivt studie på prospektivt indsamlede data fra Norge og Tyskland. Den diagnostiske performance for stroke undersøges for PreSS og GFAP alene samt i kombination.

Samarbejde

Projektet afvikles i et samarbejde mellem Præhospitalet Region Midt, Aarhus, Norsk Luftambulance, Oslo og Neurologisk afdeling Goethe-Universitet, Frankfurt am Main.

Resultater

Glial fibrillary acidic protein (GFAP) kan bruges i et beslutningstræ sammen med Prehospital Stroke Scale (PreSS) til at differentiere mellem stroke forårsaget af blødninger og blodpropper. GFAP kan finde en del af blødningerne, hvorefter blodpropperne differentieres af PreSS. Beslutningstræet kan fremadrettet potentielt udbygges med flere markører for bedre diagnosticering.