Projektets indhold

Baggrund

Der er modstridende resultater ved behandling af hjertestop ved hjælp af knoglekanyle og ved hjælp af venekanyle. Knoglekanylen er væsentlig hurtigere at anlægge, men der er flere undersøgelser, der antyder størst fordel ved anvendelse af venekanyle. To større undersøgelser af hjertestop uden for hospitalet har givet yderligere data. Undergruppeanalyser fra et af disse studier har vist, at ved hjertestop forårsaget af stødbar rytme var virkningerne af både intravenøs Amiodaron og Lidokain sammenlignet med placebo signifikant større end ved intraossøs indgift af samme. For adrenalin ser det ud til, at virkningen er stort set ens uanset indgiftsmåde, idet det dog ser ud til, at effektmålet ”spontan cirkulation” bedst opnås med intravenøs adrenalin. Alle disse undersøgelser har væsentlige co-foundere. Det er således ikke afklaret, om Amiodaron og/eller Lidokain i knoglekanyle påvirker overlevelsen. Et yderligere aspekt vedrørende brugen af ​​intraossøs adgang hos patienter med vanskelig intravenøs adgang er potentialet for komplikationer relateret til den intraossøse adgang. De fleste undersøgelser vedrørende intraossøs administration af væsker og lægemidler rapporterer ikke langsigtede komplikationer. Et supplerende fokus i denne undersøgelse er således at studere langsigtede komplikationer, der kan være forbundet med brugen af ​​intraossøs adgang.

Formål

Der er således to forskningsspørgsmål:

  1. Er brug af intraossøs adgang ved genoplivning efter præhospitalt hjertestop forbundet med nedsat overlevelse sammenlignet med genoplivning ved brug af intravenøs adgang i Danmark.
  2. Hvad er forekomsten af senkomplikationer hos patienter efter brug af præhospital intraossøs adgang ved tidskritiske tilstande i det danske præhospitale system.

Metode

Der planlægges to studier:

  1. Et studie hvor outcome for alle patienter med præhospitalt hjertestop relateres til anvendelsen af intraossøs eller intravenøs adgang.
  2. Et studie hvor samtlige patienter, der har fået anlagt en præhospital knoglekanyle, følges i Landspatientregisteret med henblik på undersøgelse af eventuel optræden af osteomyelit (knogleinfektion) eller compartmentsyndrom.

Resultater

Delprojekt 1:

Det første studie er et registerbaseret studie, som har vist, at patienter som får anlagt en knoglekanyle til indgift af lægemidler, har en dødelighed, som er dobbelt så høj som patienter, der får anlagt en vanlig venekanyle.

Det skal dog bemærkes, at et efterfølgende stort dansk lodtrækningsforsøg med prospektiv indsamling af data – altså et studie med væsentlig højere videnskabelig lødighed – ikke har kunnet påvise nogen forskel i dødeligheden uanset knoglekanyle eller venekanyle.

Delprojekt 2:

Det andet studie er en registerbaseret undersøgelse af senkomplikationer efter anlæggelses at en knoglekanyle. Undersøgelsen har vist at en frygtet komplikation – infektion i knoglen – kun har fundet sted i så få tilfælde (under fem hos 4775 patienter), at frygt for denne komplikation ikke bør influere på anlæggelsen af en knoglekanyle under præhospitale forhold.

Samarbejde

Projektet forestås af stud.med. Frederik Nilsson, SDU og foregår i samarbejde med Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning, Anæstesiafdelingen, OPEN, Syddansk Universitet Den Præhospitale Virksomhed, Region Hovedstaden, Den Præhospitale tjeneste, Region Sjælland, Præhospitalet, Region Midtjylland, og Aalborg Universitet.

Publikationer

Nilsson FN, Bie-Bogh S, Milling L, Hansen PM, Pedersen H, Christensen EF, Knudsen JS, Christensen HC, Folke F, Høen-Beck D, Væggemose U, Brøchner AC, Mikkelsen S. Association of intraosseous and intravenous access with patient outcome in out-of-hospital cardiac arrest. Sci Rep. 2023 Nov 27;13(1):20796. doi: 10.1038/s41598-023-48350-8.

Petersen LB, Bogh SB, Hansen PM, Milling L, Knudsen JS, Pedersen H, Christensen EF, Væggemose U, Folke F, Wolthers SA, Christensen HC, Brøchner AC, Mikkelsen S. An assessment of long-term complications following prehospital intraosseous access: A nationwide study. Resuscitation. 2025 Jan;206:110454. doi: 10.1016/j.resuscitation.2024.110454.