Crew
Akutlægehelikopternes crew består af tre personer: En pilot, en præhospital akutlæge og en HEMS-redder, som er uddannet paramediciner.
Krav til crewet
Alle i crewet er højt kvalificerede. Der stilles store krav til det operative mandskabs faglige kompetencer, erfaringer samt fysisk og psykisk robusthed og ikke mindst deres evne til samarbejde. I udvælgelsesprocessen er det langt fra alle, som kommer gennem nåleøjet. Alle udvalgte har gennemgået et intensivt træningsforløb.
Vagtdækning
De fire akutlægehelikoptere er døgnbemandede. Piloten og HEMS-redderen er på vagt tre til fire døgn ad gangen, mens akutlægen typisk er på vagt et til tre døgn ad gangen. I en vagtperiode skal crewet være klar til at flyve døgnet rundt.
Mobiliseringstid
I dagstid er der mobiliseringstid på 4,5 minutter. Det vil sige, at akutlægehelikopteren skal være i luften indenfor 4,5 minutter efter, at der er indkommet et alarmopkald. Om natten kan planlægning af turen og vurdering af vejret være mere kompliceret, og det kan tage længere tid.
Mød de ansatte
Akutlæge Jesper Hedegaard
"Det er en stor fornøjelse at komme ud og redde liv, som måske ikke ville være reddet, enten fordi andre læger ikke kunne nå frem, eller fordi der er for langt til et sygehus. Jeg glæder mig altid til at komme på arbejde med helikopteren.”
Pilot Lars Korsgaard Kvols
”Jeg prøver altid at holde mig for øje, at vi er på vej til mennesker, der har den værste dag, og så kommer vi og tilbyder den bedste sundhedsfaglige hjælp."
HEMS-redder Jens Brock Larsen
”Vi er som en taburet, der skal hvile på tre ben. Der, hvor kompetencerne er mest i brug og hårdest presset, træder de andre til og hjælper.”
Opgaver
Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning er etableret som supplement til regionernes eksisterende præhospitale beredskaber.
Hurtig adgang til rette behandling
Akutlægehelikopterne skal bidrage til, at akut syge borgere med livstruende symptomer, der er bosat eller opholder sig langt fra specialiserede hospitaler, sikres hurtig adgang til præhospital speciallægebehandling.
Akutlægehelikopterne flyver også til patienter på mindre øer, selvom der ikke er tale om livstruende tilstande. Det kan spare patienter på øer for lange vente- og transporttider, hvis der for eksempel først går en færge næste dag.
Patientgrupper
De fire akutlægehelikoptere flyver primært til svære traumer og tidskritiske patienter, hvor både liv og førlighed er i fare.
- Patienter med hjertesygdomme udgør cirka 40 % af de patienter, som helikopterne flyver med
- Patienter med sygdomme i centralnervesystemet som for eksempel hjerneblødninger udgør cirka 20 %
- Tilskadekomster og traumer udgør cirka 20 %